Spørgsmål og svar


Vi har i forbindelse med vores initiativ fået mange kommentarer og spørgsmål. Vi er glade for alle henvendelserne og svarer så godt vi kan.

I denne oversigt har vi samlet nogle af vore argumenter og svar. Vi har lagt dem her på vores hjemmeside til orientering. Vi forsætter med at uddybe svarene.

Hvad er Amnesti Nu og hvorfor har I taget dette initiativ?”
Amnesti Nu er en reaktion og et løsningsforslag på et meget konkret problem, som en stram dansk asylpolitik har skabt: Nemlig en gruppe ildestedte mennesker i Danmark, som vi hverken vil give asyl eller kan sende hjem, og som derfor bor på danske asylcentre år efter år.

Den store udfordring for regeringen og det danske samfund er, hvordan håndterer vi dette ”problem”.

Der har nærmest været en desperation i myndighedernes forsøg på at tvangshjemsende mennesker henover sommeren, som har boet i landet fire, fem, seks år. Hvor børnene har fået mere tilknytning til Danmark end deres oprindelsesland og hvor de voksne i mange tilfælde og af mange grunde ikke er i stand til at genopbygge en tilværelse der, hvor de flygtede fra.

Vi mener den danske stat må tage et medansvar for den situation der er opstået. Det er uetisk først at lade denne gruppe leve årevis i asylcentre, og herefter hårdhændet at sende dem tilbage mere syge end da de ankom til Danmark. Det kan vi ikke være bekendt. Vi må tage ansvar for situationen og give disse mennesker amnesti.

“De kan jo bare rejse hjem. Derfor er det forældrenes ansvar, at børnene mistrives”
Mange af de asylsøgende forældre tænker primært på deres børn og deres fremtid. Derfor rejser de ikke frivilligt tilbage til bl.a. de forfølgelser, den borgerkrig og den vold, som de er flygtet fra.

At fremføre ”de kan bare rejse hjem argumentet” er en kynisk og nem måde at slippe udenom problemet: at børn i årevis mistrives og ikke stimuleres som børn har ret til.

Man kan ligeså godt argumentere, at vores asylsystem holder børnene som gidsler. Det er systemet med en stram asylpraksis kombineret med manglende mulighed for tvangshjemsendelse til nogle lande, og en isolation af flygtningene i udsendelsescentre beregnet til kortvarige ophold, der har skabt den ulykkelige situation.

“Hvis vi giver Amnesti til denne gruppe mennesker vil det være en bombe under det danske asyl-system – det vil strømme til Danmark med flygtninge.”
Det er svært at tro, at flygtninge vil strømme til Danmark, fordi vi giver asyl til en gruppe meget ildestedte mennesker, som en éngangshandling. Danmark har en af de strammeste flygtningelovgivninger i Europa - det rykker amnesti til 800 mennesker, herunder 200 børn og unge ikke ved!

Denne argumentation gør i øvrigt brug af nogle begreber, som er hentet fra krig og terror og vækker frygt hos danskere, samtidig med at den sætter asylansøgere i bås med bomber og terror. Det er ganske usagligt, hvis man spørger os!

Hvorfor vil I aflevere underskrifterne til dronningen?
Dette skal primært opfattes symbolsk, men har dog sit udgangspunkt i at der i Grundloven står, at ”amnesti gives af kongen”. Vi ønsker med vores utraditionelle henvendelse til dronningen at skabe yderligere opmærksomhed om den helt uacceptable situation, de afviste asylansøgere befinder sig i.

Underskrifterne vil også blive afleveret til Folketingets formand.

“Hvis vi giver amnesti til denne gruppe afviste asylansøgere vil det skabe præcedens – de asyl-afviste vil bare begynde at blive i Danmark indtil de får lov til at blive.”
Amnestien skal gives med et signal om at den er en éngangshandling overfor en gruppe meget ildestedte mennesker. Samtidig må lovgiverne selvfølgelig overveje, hvordan de har tænkt sig at udforme lovgivningen, så at man kan undgå lignende situation fremover.

For de som ’sidder fast’ ude på asylcentrene er typisk ældre, børnefamilier og mennesker med komplicerede lidelser – som ikke har fået asyl og ikke kan tvangshjemsendes.

Det Radikale Venstre har stillet et forslag om, at man fremover må tilbyde asyl-afviste midlertidigt asyl, hvis de ikke frivilligt vil rejse og man ikke kan tvangshjemsende dem. Og efter x antal år give dem permanent asyl, hvis det i den indeværende tid ikke har været muligt at tvangshjemsende dem. Dette forslag støtter vi op om.

“De er kun ude efter vores bistandshjælp.”
Dette er en myte. Mange af de afviste asylansøgere har uddannelse og færdigheder og fortæller os, at de gerne ville benytte dem her i Danmark, for at skabe et nyt liv for familierne. Desuden ved de flygtninge som ankommer til Danmark sjældent, at det er netop Danmark de kommer til – mange ville, hvis de kunne vælge tage til lande som Sverige, USA og Canada.

“Flygtninge skal hjælpes i nærområderne.”
At løse problemerne i nærområderne løser ikke den ulykkelige situation, som de asyl-afviste mennesker, der har siddet i asylcentrene i årevis, befinder sig i her og nu.

“Vi kan ikke bare åbne grænserne.”
Nej, det kan vi ikke og vi skal heller ikke gå væk fra princippet om at mennesker, for at blive anerkendt som flygtninge, skal have en velbegrundet frygt for at blive forfulgt i deres lokalmiljøer, i deres landsdel eller i deres samfund på grund af deres race, religion, sociale gruppe, seksuelle orienteringer, hudfarve etc..

Men måske kunne Danmark sammen med resten af de europæiske lande gå sammen om en fælles, medmenneskelig flygtningepolitik, hvor vi deler ansvaret, og giver de mennesker som har behov for beskyttelse – beskyttelse. Og finde en løsning på den umenneskelige situation vi sætter mennesker i, når den danske udlændingelovgivning bliver stram, bureaukratisk og administreres inhumant.

Man har allerede forholdt sig til problemet på mere medmenneskelig vis i lande som Sverige, Holland og Tyskland – nu venter vi på Danmark.